Bygningsfornyelse - krav og anbefalinger

Læs mere om de overordnede arkitektoniske, tekniske og miljømæssige krav og anbefalinger der gælder når I får byfornyelsesstøtte til jeres renovering, og få inspiration til grønne løsninger.

Når I modtager støtte til jeres renovering skal en arkitekt fra Bygningsfornyelsen, oftest jeres kontakt hos os, inddrages undervejs i byggeprocessen for at godkende væsentlige arkitektoniske valg. Dette kan dreje sig om design af vinduer og tagkviste, besigtigelse af farveprøver på facade m.m.

Hvilke konkrete beslutninger Bygningsfornyelsen skal inddrages i vil generelt blive aftalt før byggeprocessen går i gang, men det er jeres ansvar at invitere jeres kontaktperson til besigtigelse i god tid.

Krav og anbefalinger, A-Z

Vis alle

Energibesparelser (gælder bygningsrenoveringspuljen)

KRAV: Rentable energitiltag i energimærket gennemføres (miljøkrav KK:Miljø1)

  • Ved en mindre renovering skal det vurderes, om implementering af rentable energitiltag anført i energimærkningsrapporten er hensigtsmæssig i forbindelse med den konkrete byggesag.
  • Rentable energitiltag er tiltag med en rentabilitetsfaktor større end 1,33.
  • I implementeringen af kravet tages der udover rentabilitet hensyn til, om bygningsdelen er renoveringsmoden og bevaringsværdig. 

KRAV: Ejendommens energimærke forbedres (miljøkrav KK:Miljø1)

  • Ved bygningsrenoveringer er målet, at bygninger med:
    • energimærke B, C og D skal forbedres ét trin.
    • energimærke E skal forbedres til C (to trin)
    • energimærke F skal forbedres til D (to trin)
    • energimærke G skal forbedres til D (tre trin)
  • I implementeringen af kravet tages der hensyn til rentabilitet, om bygningsdelen er renoveringsmoden og om den er bevaringsværdig.
  • Gældende energimærke må højst være 2 år gammelt på ansøgningstidspunktet. Efter endt renovering skal et opdateret energimærke indsendes sammen med byggeregnskab.

KRAV: Fjernvarme (miljøkrav)

  • Ejendommen skal være tilsluttet fjernvarme, eller tilsluttes som del af renoveringsprojektet.

Livscyklusvurdering (gælder bygningsrenoveringspuljen)

KRAV: Livscyklusvurdering (miljøkrav DGNB:ENV1.2)

  • Der skal foretages en vurdering af valgmuligheder i byggematerialer, ved hjælp af sammenlignende livscyklusvurderinger (LCA) af mindst én vigtig bygningsdel eller løsning under projekteringsforløbet.
  • En vigtig bygningsdel kan være enten de der har størst CO2-aftryk, eller hvor det er relevant at fremme/vurdere mulighederne for cirkulær økonomi. 
  • Der skal anvendes mindst ét produkt med miljøvaredeklaration i byggeriet (EPD - Environmental Product Declaration / EN15804)

Miljøvenlige byggematerialer og byggeplads (gælder alle puljer)

KRAV: Ingen miljøfarlige stoffer (miljøkrav DGNB:ENV1.2)

  • Der må ikke benyttes miljøfarlige stoffer i byggeprocessen. Udtømmende liste kan findes i vejledning om miljøkrav. 
  • Opfyldelse af kravet skal dokumenteres ved hjælp af materialelister.
  • Kravet er automatisk overholdt, hvis produktet er miljømærket.

KRAV: Certificeret træ (ansvarsbevidst ressourceindvinding, miljøkrav DGNB:ENV1.3)

  • Træ i alle byggeprodukter skal være enten:
    • FSC/PEFC mærket (eller tilsvarende)
    • Genbrugstræ

KRAV: Cirkulær økonomi (DGNB:ENV1.3)

  • Anvendelse af værktøjer til analyse/fremme af cirkulær økonomi i samarbejde med Bygningsfornyelsen.

KRAV: Koncept for affaldshåndtering på byggeplads (DGNB:PRO2.1)

  • Minimer og sorter affald på byggepladsen.
    • Der skal formuleres et koncept for processen. Udbuds- og tilbudsmateriale skal indeholde enten forholdsregler eller konceptudbud for håndtering og reduktion af affald.
    • Deltagerne i byggeprocessen på byggepladsen skal informeres
    • Containere, der er afmærkede med affaldsfraktioner, som fremgår af den lovpligtige anmeldelse, skal opstilles med vedlagt ressource- og miljøkortlægning
  • Der skal være fokus på, at der ikke cirkulerer genbrugsmaterialer med miljøfremmede stoffer, som f.eks. PCB.
    • Afklaring af, i hvilket omfang fraktioner er egnet til genbrug og genanvendelse
    • Renhedstest efter afrensning af PCB

Skybrudssikring (gælder bygningsrenoveringspuljen)

KRAV: Skybrudssikring af bygningen (miljøkrav DGNB:SITE1.1)

  • Risikograd ved skybrud skal vurderes for ejendommen
  • Ved større risiko for skybrud skal der udføres kompenserende tiltag, herunder:
    • Pumpebrønd eller højvandslukkere mod indtrængning af spildevand gennem kloaksystem
    • Mindst 10 cm høj kant ved lyskasse, udvendige kældertrapper og døre i stueplan
    • Terrænfald væk fra bygningen
  • Læs mere om skybrudssikring på kk.dk/skybrud

Svamp, råd og eksisterende forurening (gælder alle puljer)

KRAV: Udbedring af stærkt forurenet jord (miljøkrav KK.MILJØ.6.2)

  • Stærkt forurenet jord (over kategori 2, svarende til Miljøstyrelsens afskæringskriterier) på et ikke kortlagt areal skal fjernes, hvis forureningen har en mindre arealmæssig udbredelse.
  • Kravet skal kun opfyldes, såfremt der udføres jordarbejde i bygningsrenoverings-projektet.

KRAV: Udbedring af svamp- og rådskader

  • Alle konstaterede svampeskader og rådskader, der har konstruktiv betydning, skal udbedres i forbindelse med gennemførelse af bygningsfornyelsesarbejderne.
  • Svampeskader skal i videst muligt omfang udbedres under ejendommens forsikring. Øvrige udbedringer af råd- og svampeskader kan medtages som støtteberettigede udgifter.

KRAV: Fjernelse af miljøskadelige stoffer og asbest

  • De bygningsdele der berøres af byfornyelsesarbejderne skal undersøges for sundhedsskadelige stoffer, herunder PCB- og blyholdige materialer, samt for asbest.
  • Materialer, der indeholder sundhedsskadelige stoffer, skal anmeldes i Byg og Miljø og bortskaffes efter gældende regler.

Tag (gælder bygningsrenoveringspuljen)

KRAV: Nyt tag skal fastholde eller øge bygningens bevaringsværdi (SAVE)

  • Løsningen og materialer bør være så tæt på bygningens oprindelige udtryk som muligt. 

ANBEFALING: Undersøg mulighederne for solceller

  • I forbindelse med en tagudskiftning vil det ofte give god økonomisk mening at etablere solceller, når der alligevel skal betales for stillads etc. 
  • Klassiske sorte solceller kan egne sig godt til flade tagpaptage. 
  • Integrerede solceller kan være en tagbelægning i sig selv, og dermed spare omkostningerne til fx tagsten eller skifer. Der findes efterhånden en del pæne løsninger i både tagstens-rød og mat sort, som i deres udtryk er meget tæt på de klassiske tagbelægninger.
  • Se solpotentialet på jeres tag og læs mere på kk.dk/solceller

Toilet, bad og køkken (gælder bygningsrenoveringspuljen, toiletpuljen)

KRAV: Alle lejligheder skal have (etableret) eget toilet og bad inde i boligen

  • I forbindelse med et støttet renoveringsprojekt skal alle såkaldt 'kondemnable' og 'utidssvarende' forhold udbedres. Hvis I får støtte til renoveringen, skal der derfor etableres indeliggende toilet og bad i alle lejligheder i ejendommen som evt. mangler. Det gælder fx hvis der er toilet på bagtrappen, brusekabine i soveværelset eller delebad i kælderen.
  • I toiletpuljen gælder kravet kun den lejlighed som får støtte.

KRAV: Måling af brugsvand (miljøkrav)

  • Ved renovering af eksisterende brugsvandinstallationer i forbindelse med modernisering eller etablering af fx køkken, WC eller badeværelse skal der installeres individuelle varmtvandsmålere, hvis antallet af koldtvandsmålere kan begrænses til 2 pr. boligenhed.

KRAV: Vand- og energibesparelse (miljøkrav)

  • Nyt toilet skal være vandbesparende system med et lav-skyl eller 2-skyl system.
  • Vandarmaturer skal være 1-grebsarmatur med sparebruser eller luft-iblandings perlator
  • Belysning skal være ved LED eller anden tidssvarende højeffektiv lyskilde.

KRAV: Kildesortering af affald i boligen ved ombygning af køkken (miljøkrav)

  • Ved ombygning af køkkener skal der skabes plads til kildesortering af husholdningsaffald såvel i boligen som udenfor boligen.
  • Minimum 4 fraktioner i køkken for boliger over 50 m2.
  • Oftest relevant i tilfælde hvor køkken må nyetableres som følge af andre renoveringsarbejder såsom etablering af badeværelse.

Vedligeholdelsesplan og brug (gælder bygningsrenoveringspuljen, støjpuljen)

KRAV: Vejledning om vedligehold og brug af bygningen (miljøkrav DGNB:PRO1.5)

  • Der skal udarbejdes en 10 års drifts- og vedligeholdelsesplan for ejendommen.
  • Driftsansvarlig/bygherre skal modtage vejledning om vedligehold, inspektion og drift af renoverede bygningsdele.
  • Tegninger for de bygningsdele der indgår i projektet skal opdateres "som udført".

ANBEFALING: Indregulering og performancetest af varme- og ventilationsanlæg

  • Hvis et varme- eller ventilationsanlæg ikke er ordentligt indreguleret efter en renovering, kan det betyde at der reelt ikke bliver sparet energi som forventet. Det er både dyrt og dårligt for miljøet.
  • Foretag performancetest af tekniske installationer. Det sikrer ofte bedre indregulering af systemer, og derved besparelser for jer. Testene bidrager samtidig til at bygningsreglementets krav vedrørende ibrugtagning er opfyldt. 
  • Lav en plan for god ibrugtagning sammen med jeres rådgiver, reager på feedback fra beboerne, og få indstillingerne performancetestet, tjekket og indreguleret i løbet af den første vinter.

Vinduer (gælder bygningsrenoveringspuljen, støjpuljen)

KRAV: Nye vinduer skal fastholde eller øge bygningens bevaringsværdi (SAVE)

  • Løsningen bør være så tæt på bygningens oprindelige udtryk som muligt. 
  • I SAVE 1-4 ejendomme vil trævinduer typisk være et krav
  • I ejendomme med SAVE >5 kan træ-alu vinduer accepteres.

KRAV: Oprindelige trævinduer bevares og renoveres

  • Støjdæmpning og energioptimering opnås ved forsatsruder, evt. koblede. 

KRAV: Lyddæmpning af trafikstøj

  • Ved vinduesudskiftning i boliger belastet af trafikstøj (>58dB) er målet, at det skal medføre en reduktion af det indendørs støjniveau til under 38 dB.
  • I implementeringen af kravet tages der hensyn til ejendommens arkitektoniske helhedsudtryk og bevaringsværdi.

KRAV: Energibesparelser med energiglas (miljøkrav)

  • Nye vinduer/forsatsruder skal være Energiklasse A (2020) (Eref ≥ 0 kWh/m2 pr. år.)

ANBEFALING: Overvej udluftningsvinduer

  • I ældre bygninger uden ventilationssystem kan vinduer med indbyggede udluftningsventiler bidrage væsentligt til at forbedre indeklimaet. 

Kontakt

Bygningsfornyelse

Islands Brygge 37

2300 København S

Telefontider hos kontaktcenteret
Alle hverdage kl. 9:00 - 16:00